Nyhed
FCM-SPILLERNE DONERER 27.000 KR. TIL FCM SAMFUND
Spillerne hos de danske mestre donerede 1.000 kr. for hvert mål scoret i løbet af oktober, november og december. Det blev til 27 scoringer og dermed en flot donation, som ubeskåret gik til FCM Samfunds julegaveprojekt.
FC Midtjylland scorede 27 mål i årets sidste kvartal. De fordeler sig på fire mål i Champions League, 21 i 3F Superligaen og to mål i pokalturneringen. Anders Dreyer topper i øjeblikket sæsonens topscorerliste med otte scoringer.
For alle disse mål donerede truppen hver gang 1.000 kr. til FCM Samfunds julegaveprojekt, hvor der deles julegaver ud til familier med begrænsede økonomiske midler.
Før den netop overståede jul kørte FCM-spillerne selv ud til nogle af familierne med julegaverne, ligesom de har gjort de seneste tre år. Som altid har truppen vist stor interesse og vilje til at hjælpe FCM Samfund og gøre en forskel for de mange familier og børn.
FCM SAMFUNDS JULEGAVEPROJEKT
Hvert år i december måned leverer FCM Samfund julegaver til børn og unge fra familier, som er økonomisk trængte. Spillere, frivillige, bestyrelsesmedlemmer, personale og forretningspartnere leverer gaverne, som indeholder træningstøj, sportstasker, fodbold støvler fra Nike samt håndklæder, en billet til en 3F Superligakamp og vigtigst af alt, muligheden for et års gratis medlemskab og kontingent til en lokal fodboldklub.
I samarbejde med DGI kan den lokale klub søge om tilskud til kontingentet, så hvert enkelt barn har mulighed for at deltage i den lokale klub, møde venner og være en del af et lokalsamfundet og fællesskabet i fodboldklubben.
FCM Samfunds arbejde med uddeling af julegaver har til formål at hjælpe familier i en økonomisk trængt situation omkring jul. Målet er at give så mange børn og unge som muligt adgang til en fodboldklub, hvor man møder stærke sociale relationer og fællesskaber – her møder man nye venner og bidrager til et stærkt lokalt miljø.
Hvis du, ligesom Superligatruppen, vil donere – store som små beløb – til FCM Samfunds projekter, er det muligt via MobilePay via nummeret 31871.
– DET BETYDER MEGET AT GIVE TILBAGE
Anfører på banen og bestyrelsesmedlem i FCM Samfund Erik Sviatchenko fremhæver glæden ved at give tilbage.
– Vi har i en del år nu haft som tradition at donere 1.000 kr. pr. mål, vi scorer i oktober, november og december. Det betyder meget for os at kunne give tilbage og her i form af en økonomisk støtte. Vi håber, FCM Samfund kan få gavn af det og de mange folk, som har brug for en støttende hånd, fortæller Sviatchenko og uddyber:
– Dette kan være en kritisk tid for mange familier, og vi er fast besluttede på at hjælpe på enhver måde vi kan, vi håber at mange af vores fans også vil hjælpe os. Vi, i FCM, er en stor familie og alle som er en del af den familie, skal vi passe på. Det betyder meget for os.
Preben Rokkjær, Marketing- & Support Direktør i FC Midtjylland glæder sig også over julegaveuddelingen, som altså støttes gevaldigt af den midtjyske trup.
– Vi er utrolig beærede over, at Superligaspillerne igen har valgt at donere til FCM Samfund. Spillerne og vores partneres støtte er altafgørende for, at vi kan give julegaver til børnene, siger Preben Rokkjær og fortæller om oplevelsen ved at uddele gaverne:
– Det er en helt fantastisk oplevelse at få lov at opleve nogle af de børn, som modtager gaverne, lyse op. Endnu federe er det, at se dem ude i lokalklubberne, hvor mange af dem for første gang får muligheden for at deltage i fodbold, i det sociale fællesskab og lokalsamfundet.
Med de 27 mål scoret af FC Midtjylland i 2020’s sidste kvartal var der altså 27.000 kr. ekstra til FCM Samfunds julegaveprojekt.